Der er blandt politikere bred enighed om, at inklusion er et vigtigt ideal. Naturligvis er der uenighed om, hvor grænsen mellem almen- og specialtilbud skal trækkes – og ikke mindst hvor mange ressourcer der skal afsættes.

Ideelt set kan inklusion være en god løsning. Men det kræver, at der tilføres ressourcer og kompetencer, hvis det skal lykkes. Der skal med andre ord sikres: gode normeringer, ordentlige pladsforhold og lærere, der er klædt på til opgaven.

Desværre opleves inklusion alt for ofte som et spareprojekt i stedet for en løsning, der gavner børnene. Mange forældre og lærere fortæller, at inklusion i praksis betyder, at børn med meget forskellige behov presses ind i samme klasse uden tilstrækkelige ressourcer. Jeg vil faktisk sidestille det med misrøgt af vores børn.

Alle børn har ret til at blive mødt med respekt og realistiske rammer. Det kræver, at vi tør se forskellighed i øjnene og finde det rette skoletilbud til den enkelte. Derfor stiller vi krav om bedre normeringer, bedre pladsforhold – og yderligere forbedringer, når elever med særlige behov skal inkluderes.

Ægte inklusion handler ikke om at presse alle ind i samme klasse. Det handler om at sikre, at hver elev får et tilbud, hvor de kan trives, udvikle sig og være en del af et fællesskab – uden at det sker på bekostning af resten af klassen. Der er en grænse for, hvor mange elever med særlige behov vi kan placere i en normal klasse, uanset hvor gode normeringer vi har.

Når vi placerer børn i rammer, der ikke passer til deres behov, skaber vi mistrivsel – både for barnet selv og for klassekammeraterne. Det er hverken pædagogisk ansvarligt eller socialt bæredygtigt.

Derfor skal vi styrke vores evne til at matche børn med det rigtige tilbud. Vi skal sikre, at både almene og specialiserede skoletilbud har den kvalitet og kapacitet, der skal til for at løfte opgaven. Det kan kræve samarbejde på tværs af kommunegrænser – og det kræver politisk vilje til at prioritere børnene først.

Inklusion er ikke et spørgsmål om at gøre det samme for alle. Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige for hver enkelt.

– Gratis tandpleje er en samfundsøkonomisk og social investering

Dårlig tandsundhed er ikke kun et sundhedsproblem – det er en barriere for deltagelse i samfundet. Det er for mange danskere en økonomisk udfordring, som fører til ubehandlede problemer, og de kan give lavt selvværd, gøre det svært at få arbejde, og er årsag til alvorlige følgesygdomme. Gratis tandpleje bør derfor ikke betragtes som en udgift, men som en investering i menneskers trivsel, samfundets sammenhængskraft og sundhedsøkonomisk bæredygtighed.

Tandsundhed og det tavse tabu

Manglende adgang til tandpleje har veldokumenterede psykosociale konsekvenser — og er i bund og grund et stort tabu i vores samfund. Synlige tandproblemer og dårlig ånde fører ofte til lavt selvværd, flovhed og social tilbagetrækning. Dårlig mundhygiejne er desuden forbundet med øget psykisk mistrivsel og kan forstærke eksisterende lidelser. Derfor undgår mange sociale sammenhænge, dating og jobsamtaler, på grund af usikkerheden om deres tandsundhed — Det gør tænderne til en skjult barriere for social aktiviteter, trivsel og livskvalitet.

Tandsundhed er således tæt knyttet til livskvalitet og evne til at deltage aktivt i samfundet.

Sunde tænder er adgangsbilletten til arbejde

Tandsundhed spiller en afgørende rolle for beskæftigelsesmuligheder. Førstehåndsindtrykket betyder meget — især i servicefag og kundevendte funktioner, hvor et sundt smil signalerer overskud og troværdighed. Samtidig kan tandproblemer som smerter og infektioner føre til fravær, nedsat koncentration og lavere produktivitet, hvilket påvirker både individet og arbejdspladsen. For socialt udsatte borgere er et sundt smil ofte en forudsætning for at genindtræde på arbejdsmarkedet — som flere kommunale projekter har dokumenteret med tydelige resultater.

Investering i tandpleje kan dermed understøtte beskæftigelse og reducere sociale ydelser.

Samfundsmæssige og sundhedsøkonomiske perspektiver

Hvis du har dårlige tænder, så er du sikkert socialt udsat! Dårlige tænder forbindes ofte med lav status og kan føre til stigmatisering — både i sociale relationer og på arbejdsmarkedet. Det er også et spørgsmål om biologi – Så selv om du bruger mundskyl, tandtråd og børster tænder, så kan du fra naturens side være uheldig og få mange huller.

Tandsundhed er dog ofte en tydelig social indikator, og ulighed i adgang til tandpleje forstærker eksisterende marginalisering. Udsatte grupper har desuden svært ved at navigere i komplekse tilskudssystemer og falder ofte udenfor eksisterende ordninger, hvilket yderligere forværrer uligheden.

Dårlig mundhygiejne er også årsag til systemiske sygdomme som hjerte-kar-problemer, diabetes og luftvejsinfektioner. Her spiller forebyggende tandpleje en afgørende rolle — den reducerer behovet for dyre indgreb og følgesygdomme og kan dermed aflaste sundhedssektoren betydeligt.

En investering i trivsel

Indførelse eller udvidelse af gratis tandpleje rummer betydelige gevinster — både for den enkelte og for samfundet. Øget adgang sikrer forebyggelse og tidlig behandling, hvilket reducerer lidelse og sparer omkostninger på længere sigt. Det skaber reel lighed i sundhed, uanset indkomst, og ved sikre at alle i samfundet har gratis adgang til tandpleje opnår vi samfundsøkonomiske besparelser gennem færre hospitalsindlæggelser og lavere medicinforbrug — en gevinst for både sundhedssektoren og den sociale sammenhængskraft.

Et smil bør ikke være et privilegium

Når adgang til tandpleje afhænger af økonomi, bliver sundhed en klassesag. Men tænder bør ikke være et privilegium. Gratis tandpleje er ikke blot en gevinst for den enkelte — det er en investering i hele samfundet. Den styrker individets trivsel, arbejdsevne, fremmer livslang sundhed og bidrager til social sammenhængskraft og økonomisk bæredygtighed. Når alle har adgang til tandpleje gennem hele livet, skaber vi et samfund, hvor sundhed ikke afhænger af pengepung, men af fælles ansvar.