Man kan stille sig spørgsmålet, om der overhovedet har været tilstrækkelig borgerinddragelse – eller for den sags skyld inddragelse af de lokale virksomheder – for det er tydeligt, at processen har slået fejl. I det fremlagte oplæg beskrives møllerne med en højde på 200 meter, men er det totalhøjden? En 7 MW vindmølle vil typisk være omkring 230 – 285 meter høj – sidstnævnte har en narvhøjde på 199 meter. Det er en meget stor vindmølle, der i klart vejr vil kunne ses fra Øresundsbroen…

De store vindmøller skaber bekymringer hos lokale arbejdsgivere fx hos NLMK DanSteel, der frygter negative, følger for deres personale. Det er dog ikke kun lokale arbejdspladser som vil blive påvirket – det er også fritidslivet og arbejdspladser på Frederiksværk havn. Borgere og turister, der plejer at gå ture, fiske eller tage en sejltur eller spise frokost i bådene, vil opleve en markant ændring af havnens atmosfære. Det skyldes blandt andet den lavfrekvente støj der vil ramme området og den generelle støj som vil være i området.

Hertil kommer vedligeholdelsesomkostninger på disse vindmøller, som er relativt høje. Enhver udskiftning af vingerne eller gearhuset kræver specialtransport og tunge kraner, som også skal have adgangsforhold til vindmøllerne.

Vertikale vindmøller som bæredygtigt alternativ

Der findes et teknisk og socialt fornuftigt alternativ – vertikale vindmøller. De har flere fordele i forhold til almindelige vindmøller – Den første del er at de larmer mindre omkring 10 dB lavere end en almindelig vindmølle af samme størrelse, det vil føles som støjen er halveret. Da maskineri kan placerer laverer reduceres luftbåren støj og vibrationer i omgivelserne – derudover rotere de langsommere og der er ingen vingespidsstøj, så de giver mindre lavfrekvent støj – og som noget helt andet så flyver fugle ikke ind i dem.

Arkitektonisk integration og lokal produktion

Vertikalvindmøller kan males så de falder naturligt ind i landskabet, eller simpelthen danner arkitektoniske skulpturer, så de bliver en del af havnemiljøets æstetik. Derudover kan de placeres langt tættere hvilket rent faktisk øger deres effektivitet, hvor almindelige vindmøller skaber turbulens og reducere effekten nærliggende vindmøller.

Der er store potentialer i vertikalvindmøller, da vindretningen ikke har nogen betydning. Det betyder også at man kan placere disse vindmøller inden i tagkonstruktioner, der er belagt med solceller. Så enhver bolig eller virksomhed kan kombinere vind- og solenergiproduktion på en æstetisk og miljøvenlig måde.

Etablering af vertikalvindmøller, vil også skabe grundlag for lokale forsknings- og produktionsprojekter i Halsnæs, hvilket vil styrke beskæftigelsen og fastholde industrielt know-how lokalt.

Vertikalvindmøllerne har en langt simplere konstruktion, og kræver ikke gigantiske specialtransporter for at transportere dem – Dette betyder også at de er oplagte at producere i Halsnæs.

Mvh.

Timo Jattu

Kandidat

rationelle

Toruplund er tilbage på kommunens hænder, og det giver Halsnæs en sjælden mulighed: Vi kan skabe noget, der faktisk styrker vores kommune eller vi kan endnu engang falde for den nemme løsning uden retning. Flere stemmer har allerede luftet idéen om at gøre Toruplund til en efterskole igen. Som vi ser det, så er det er en fejl. For selvom efterskoler som koncept ikke er et problem, så er det en helt forkert prioritet for Halsnæs lige nu.

Vi står med et konkret problem, hvor Halsnæs er blevet en pendlerkommune. Hver eneste dag forlader mellem 7.000 og 9.500 borgere kommunen for at arbejde et andet sted. Resultatet er tomme huse i dagtimerne, børn der ser deres forældre mindre, og en lokaløkonomi der lækker værdi ud af vores kommune. Det er spildt tid på landevejene, CO₂-belastning og tabt livskvalitet. Det er fakta.

Hvis vi vælger at lave Toruplund om til endnu en efterskole, så vælger vi automatisk ikke at skabe lokale arbejdspladser. Vi vælger flere unge, der flytter til området i 10 måneder, uden at det styrker erhvervslivet, uden at det reducerer pendling og uden at det løfter vores lokalsamfund på lang sigt. Det er en passiv og nem løsning, som er kortsigtet. Den type beslutninger har vi set nok af i denne kommune.

At starte en efterskole er ikke uden problemer, hvilket kunne ses hos New Nordic Youth. På papiret lød det som en visionær efterskole med projekter, samarbejde med virksomheder og “virkelighedsnær læring”. I praksis blev det mødt af massiv kritik, demonstrationer fra utilfredse elever og forældre og en Trustpilot-score omkring 1,8 ud af 5. Det viser, at store ord ikke skaber resultater og at ambitiøse skoleprojekter kan gå galt, når de lover mere, end de kan holde. Halsnæs kan ikke bygge sin fremtid på pædagogiske eksperimenter. Vi skal bygge på arbejde, produktion og fællesskab og Toruplund danner en perfekt ramme, som kan gøre en reel forskel for mennesker, der bor her året rundt.

Det kunne være et sted med:

• Lokale værkstedsmiljøer og småproduktion,

• Kontorfællesskaber og plads til iværksættere,

• Praktiske uddannelsessamarbejder uden at være en efterskole,

Skal Halsnæs være en satellit for hovedstaden? Eller skal Halsnæs være en kommune med sit eget liv og sin egen økonomi? Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om bæredygtighed og udvikling, så må vi turde vælge det svære, men rigtige: Toruplund skal skabe arbejde, og hellere før end siden!

Der er blandt politikere bred enighed om, at inklusion er et vigtigt ideal. Naturligvis er der uenighed om, hvor grænsen mellem almen- og specialtilbud skal trækkes – og ikke mindst hvor mange ressourcer der skal afsættes.

Ideelt set kan inklusion være en god løsning. Men det kræver, at der tilføres ressourcer og kompetencer, hvis det skal lykkes. Der skal med andre ord sikres: gode normeringer, ordentlige pladsforhold og lærere, der er klædt på til opgaven.

Desværre opleves inklusion alt for ofte som et spareprojekt i stedet for en løsning, der gavner børnene. Mange forældre og lærere fortæller, at inklusion i praksis betyder, at børn med meget forskellige behov presses ind i samme klasse uden tilstrækkelige ressourcer. Jeg vil faktisk sidestille det med misrøgt af vores børn.

Alle børn har ret til at blive mødt med respekt og realistiske rammer. Det kræver, at vi tør se forskellighed i øjnene og finde det rette skoletilbud til den enkelte. Derfor stiller vi krav om bedre normeringer, bedre pladsforhold – og yderligere forbedringer, når elever med særlige behov skal inkluderes.

Ægte inklusion handler ikke om at presse alle ind i samme klasse. Det handler om at sikre, at hver elev får et tilbud, hvor de kan trives, udvikle sig og være en del af et fællesskab – uden at det sker på bekostning af resten af klassen. Der er en grænse for, hvor mange elever med særlige behov vi kan placere i en normal klasse, uanset hvor gode normeringer vi har.

Når vi placerer børn i rammer, der ikke passer til deres behov, skaber vi mistrivsel – både for barnet selv og for klassekammeraterne. Det er hverken pædagogisk ansvarligt eller socialt bæredygtigt.

Derfor skal vi styrke vores evne til at matche børn med det rigtige tilbud. Vi skal sikre, at både almene og specialiserede skoletilbud har den kvalitet og kapacitet, der skal til for at løfte opgaven. Det kan kræve samarbejde på tværs af kommunegrænser – og det kræver politisk vilje til at prioritere børnene først.

Inklusion er ikke et spørgsmål om at gøre det samme for alle. Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige for hver enkelt.