Det er uforståeligt, hvor dårligt der skelnes mellem anbefalede og lovpligtige hastigheder i Halsnæs. Det skaber farlige situationer hver dag. På ét og samme vejforløb kan man lovligt køre 40 km/t, hvorefter skiltningen ophæves – og man kører direkte ind på en skolevej, hvor den lovlige grænse stiger til 50 km/t. Samtidig står der et blåt skilt med en anbefaling om 30 km/t. Men det er kun en anbefaling. Har man travlt, er det fristende at ignorere den – og så længe man holder sig under 80 km/t, risikerer man jo kun et klip i kortet og en bøde.
Det er fuldstændig uacceptabelt.
Vi ved, at chancen for at overleve som fodgænger eller cyklist falder drastisk, når hastigheden overstiger 30 km/t.
rationelle vil indføre en lovpligtig hastighedsgrænse på 30 km/t ved alle skoler i Halsnæs, da det er den maksimalt sikre hastighed, hvor en påkørsel ikke har en høj chance for dødelig skade.
Det er rationelt. Det er ansvarligt. Og det er nødvendigt, hvis vi vil beskytte vores børn – ikke bare med ord, men med handling.
Når M/F Columbus ligger stille, står lokalsamfundet i stampe. En stabil færgedrift og et velfungerende personale er ikke luksus – det er livsnødvendigt for forbindelsen, fællesskabet og fremtiden.
rationelle foreslår, at færgeforbindelsen mellem Kulhuse og Sølager – M/F Columbus – bevares og styrkes som en del af en langsigtet og bæredygtig mobilitetsstrategi i Fjordlandet. Færgen er ikke blot en lokal genvej, men en regional livline, der forbinder Hornsherred og Halsnæs og skaber adgang til Fjordstien og Nordkyststien for både borgere og turister.
I dag er færgens fremtid præget af usikkerhed, fordi driften alene bæres af Frederikssund Kommune, mens flere omkringliggende kommuner nyder godt af dens eksistens. Er det rationelt? – hverken økonomisk, klimamæssigt eller socialt.
Fælles bindende samarbejde på tværs af kommuner
Rationelle foreslår, at der etableres en bindende samarbejdsaftale mellem de kommuner, der direkte eller indirekte har gavn af færgeruten: Frederikssund, Halsnæs, Lejre, Holbæk og Odsherred.
Aftalen skal sikre fælles finansiering af drift og investeringer, baseret på en proportional fordeling af drifts- og anlægsudgifter efter faktiske brugsmønstre og turismepotentiale.
Et regionalt samarbejde vil skabe økonomisk stabilitet og sikre færgens fremtidige drift.
Færgen opgraderes til regional infrastruktur frem for at blive betragtet som et rent budgettungt tiltag for én kommune.
Udvidet sæson og fleksibel drift
Med stigende temperaturer og ændrede rejsevaner bør færgens sæson udvides – fx fra marts til oktober – en mulighed er flexdrift i lavsæsonen, hvor færgen sejler morgen og eftermiddag. Det vil øge tilgængeligheden for borgerne og indtægterne fra turisme.
Grøn omstilling og fremtidssikring
Selvom overfarten er kort, bør der på sigt igen udarbejdes et bedre dokumentation for CO₂-besparelser og søges EU-støtte til en ny eldrevet færge med større kapacitet – Jeg foreslår at en ny færge navngives M/F Absalon eller M/F Vind Rød for at markere både klimaindsats og lokalhistorisk stolthed. Det vil styrke både klimaindsatsen, færgens rolle som bæredygtig transportløsning for bilister, cyklister og gående.
Turisme og lokaløkonomi
Et tværkommunalt samarbejde kan inkludere kombibilletter til færge og lokale attraktioner, hvilket vil:
Tiltrække flere turister
Skabe lokal omsætning
Styrke hele området omkring Isefjord og Roskilde Fjord
Lokal identitet og sammenhængskraft
Columbus-færgen er mere end transport – den er en del af vores fælles kulturarv og en bro mellem mennesker, natur og lokalsamfund. Den fortjener politisk opbakning og langsigtet planlægning.
rationelle opfordrer alle berørte kommuner til at tage aktivt ansvar for færgens fremtid – gennem samarbejde, investering og grøn innovation.