Sikkerhed for borgernes økonom
Det er i dag muligt for virksomhedsejere at oprette nye selskaber samme dag som et tidligere selskab går konkurs – uden konsekvenser. Dette udnyttes systematisk af enkelte aktører, som spekulerer i konkurs for at undgå ansvar. Det sker typisk ved, at kunder snydes for betalte ydelser, eller at ejere undgår at betale for skader forårsaget af fx miljøkriminalitet, svindel eller bedrageri. Denne praksis efterlader borgere, kommuner og staten med regningen – både økonomisk og miljømæssigt. Der ses gentagne tilfælde, hvor aktiver flyttes til relaterede selskaber, hvorefter det oprindelige selskab erklæres konkurs. Derfor ønsker vi, at der i tilfælde af konkurs, hvor der foreligger bevidst svig, miljøskade, bedrageri eller anden grov uansvarlighed, automatisk sker et gennembrud af selskabshæftelsen. Dette indebærer, at ansvar kan pålægges alle involverede juridiske og fysiske personer, som har haft væsentlig indflydelse på virksomhedens dispositioner. Det omfatter – men er ikke begrænset til –: Datterselskaber, Associerede selskaber, Holdingselskaber, Aktieselskaber med tilknytning til den konkursramte virksomhed, Familiemedlemmer, ægtefæller og venner med økonomisk eller ledelsesmæssig relation til virksomheden.
Forklaring
Større økonomisk sikkerhed for borgerne
Formålet er at sikre, at bevidst konkursmisbrug ikke kan anvendes som et værktøj til at undgå ansvar, og at samfundet ikke skal bære byrden for private aktørers svigagtige adfærd.